Skal du tisse?

Kaos og nye begyndelser

 photo foto9_zps23d14bf9.jpgHej og god formiddag. Vi kom hjem fra dejlig ferie i Spanien med hele den pukkelryggede i går eftermiddags, og det var en helt fantastisk måde at slutte årets sommerferie. Den kommer I til at høre mere om en af dagene. Lige nu er der så meget, der skal ordnes på alt for kort tid. Lejligheden ligner noget, der er løgn, bunkerne med beskidt tøj er enorme, og der skal samles ny stor cykel til F, skrives i sommerferiebogen til første skoledag, og købes ind til gode madpakker. For efter første dag introdag i fritten, kunne F slukøret fortælle, at han havde den kedeligste madpakke af alle!! Suk… jeg kan allerede mærke, at madpakkerne og jeg ikke bliver gode venner. I dag skal vi også på skovtur med F’s nye klasse, som han starter i på tirsdag. Der er heldigvis et par kendte ansigter, så helt fremmed bliver det ikke.

Desværre er jeg så vågnet op i morges så svimmel, at jeg knap kan vakle ud til badeværelset. Så alle de ting vi skal nå hober sig ligesom op, mens jeg sidder her i soveværelset og småkommanderer lidt med T for at det vigtigste i det mindste bliver gjort… (han har lukket døren nu, og jeg tror faktisk han sidder og hygger med en kaffe i stuen og nyder at han ikke han høre mig haha!) Jeg håber svimmelheden fortager sig, så jeg kan deltage i eftermiddagens allerførste klassetur. Det SKAL jeg, så må Thomas køre os alle derover i ladcykel.

I morgen er dagen, hvor vi saftsuseme bliver bilejere!! Jeg har altid svoret, at så længe vi boede i byen, skulle vi IKKE have bil. Tænk på alle de ting man kan gøre for de penge en bil koster og sikke noget miljøschveinerei (jeg har været for meget sammen med min far den sidste uge, kan jeg høre på mit ordvalg). Men efter den her sommer, hvor vi har været på en del besværlige ture med offentlig transport og været forhindret i andre ting (for eksempel at renovere lejlighed) (undskyld for de mange paranteser), fordi vi ikke lige havde en lånebil, så kom vi frem til at jeg måtte give mig.

Jeg kommer nok ikke til at sidde meget bag rattet, men må indrømme at det bliver skønt at kunne tage ture til familien, som bor langt væk uden at planlægge og pakke mega fornuftigt, at kunne besøge venner uden for byen til andet end brunchaftaler, fordi S-tog med fulde folk en lørdag aften med børn på slæb ikke er det fedeste i verden og  at kunne komme i IKEA og byggemarkeder, så vi langt om længe kan komme i gang med at lave lidt på vores lejlighed, som vi nu har boet i i to år, og som virkelig trænger til en kærlig hånd.

Så der sker en masse nye ting og mere end jeg har fortalt om her. Men det må jeg fortælle lidt mere om i løbet af den næste uges tid. Jeg håber I har nydt de sidste par uger med masser af sol. Jeg glæder mig personligt til temperaturen falder et par grader, for jeg har virkelig svært ved at sove i den her varme. Men er nu taknemmelig for den gode sommer og føler mig lidt mere rustet til vinteren, end jeg har gjort de sidste par år.

   

2 kommentarer

  • Ej, tillykke med bil! Det lyder helt skørt, men at købe en bil, er nok noget af det bedste, som vi har gjort for familien. Ever. Altså af materielle ting, du ved:) Alt er nemlig så meget lettere, når man skal rundt. Jeg elsker den så højt, at jeg slet ikke forstår, at vi kunne leve uden 😀 Ja, ja overfladiskhed og miljøsvineri længe leve.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Copenhagen Kiddo

      Haha, ja men det er også det alle siger – Det giver en form for livskvalitet, og den frihed man får, kan ikke måles med penge og yadayadayada 😉 Og det er jeg stille og roligt begyndt at tro på. Og så håber jeg, at det giver mig større overskud at sige ja til ting, som ligger lidt langt væk, for det er alligevel noget nemmere at smide familien i bilen kl. 23 om aftenen og køre i en halv times tid end det er at skulle skifte tre gange med offentlig transport og bruge op mod to timers på samme tur, som vi ofte har været ude for.
      Jeg glæder mig faktisk lidt. Er du stadig frisk på onsdag kl. 11.30?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal du tisse?