Kjole med body-lukning, dungarees og en rabatkode

Babystatus efter seks måneder.

 photo 11943345_10152919457401548_746061736_n_zpsqwo3zbdp.jpgVi er så småt i gang med maden, for i mandags fyldte mindstemanden nemlig et halvt år. ET HALVT ÅR. Jeg forstår det ikke. Det er sidste gang, jeg prøver at have en lille baby, og jeg kan slet ikke bære, at han allerede er så stor.

Han er i fuld gang med at trække sig fremad på gulvet i lejligheden. Når han altså lige gider. Ofte er det også rart bare at ligge på samme sted og pusle med lidt legetøj. Men hans udvikling er ikke til at tage fejl af. Den kører på fulde hammer lige præcis nu.

Vi skal også til at finde en ny soveløsning. Han sover stadig i sin Babybay, som vi har været noget så glade for. Men jeg er bange for, at han snart ville kunne trække sig op, og dermed risikere at falde ud af den. Så vi skal nok have hans Kili-seng ind på vores soveværelse, indtil han er klar til at sove på sit eget værelse, som i øvrigt er ved at blive rigtig fint. Det må vises frem i et andet blogindlæg.

Vi giver Vilfred sit måltid, når vi selv spiser aftensmad. Han synes, det er så hyggeligt at sidde i sin højstol og være med. Vi har givet lidt forskelligt frugt, som han selv har kunnet sidde med, og derudover har han fået grød på en ske, som vi preloader. Så sidder han ellers selv og putter den i munden. Det sviner allerhulans meget, men han er vild med at styre det selv. Og det kan jeg i princippet også godt lide, at han får lov til.

Jeg havde en lille diskussion med min kære svigermor omkring maden. Vi har nemlig fået tilsendt noget mad fra Semper, som vi hjertens gerne giver Vilfred, når vi for eksempel er på farten eller når vi er i kolonihaven. Jeg har mødt flere, som ser skævt til det, men hvorfor egentlig?

Maden fra Semper er så gennemtestet, som noget kan være. Der er yderst høje krav til produktionen af babymad, faktisk er producenterne underlagt strengere lovgivning end økologi. Maden er lavet af de reneste råvarer på markedet. Så at give sit barn færdiglavet mad fra glas eller pulver i ny og næ, er altså ikke nødvendigvis at springe over, hvor gærdet er lavest. Men måske en kærkommen hjælp i en ellers travl hverdag. især nu, hvor det max er et par eller otte skefulde, der kommer helt ned i maven.

Nok om det, det er bare min mening. Heldigvis er der plads til forskellighed, når vi opdrager vores børn, og det er vigtigt at huske på. Altså, at man ikke skal dømme de mødre, som vælger at gøre tingene anderledes end en selv. Den tankegang prøver jeg selv at holde fast i. Der er rigeligt med forældre-bashing i diverse medier lige nu.

Der er i øvrigt under to måneder tilbage af min barsel. Så skal jeg nemlig starte op på studiejob igen. Heldigvis er det kun 15 timer om ugen, og studiet starter jeg først på til januar. Men jeg kommer da til at savne barselsboblen ret meget. Den her barsel har været fyldt med sociale aftaler næsten dagligt, og jeg har nydt det helt vildt. Når jeg starter studiejob op igen, så kommer Thomas til at gå hjemme, hvilket også bliver ret hyggeligt. Og muligheden for at smutte ud og ordne diverse ærinder uden baby og barnevogn er nu ret tiltalende. Det er hyggelige frokostaftaler med min mand, mens Vilfred sover lur i barnevognen, egentlig også.

(For en god ordens skyld, skal jeg nævne, at maden fra Semper, der figurerer på billedet er sponsoreret)


✩ Husker du at følge med på bloggens Facebookside og Instagramprofil, så du er opdateret med de nyeste blogindlæg? ✩

✩ Har du set, at der er en masse gode vegetariske opskrifter her på Copenhagen Kiddo? Dem finder du HER .

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kjole med body-lukning, dungarees og en rabatkode