Projekt pæn hud {rosacea} #2

Snart jul og lidt nyt drengestrik

familiefotoVi har aldrig rigtig gjort os i julefotos af familien, men egentlig er det da ret skønt at have et billede af os alle samlet! Vi fik taget billedet, da vi var til julestue med Netflix for et par uger siden. Og havde jeg været lidt hurtig, så skulle jeg da have fremkaldt dem, så jeg for en gangs skyld kunne sende julekort ud. Men det har jeg desværre ikke nået. Der var ellers en god håndfuld veninder, der skulle have haft et tak for at have støttet mig og spurgt ind til min far i det forgangne svære år. Det har betydet alverden at føle, at nogen har gidet at lytte. Selvom jeg højst sandsynligt har gentaget mig selv mange gange!

I år skal vi fejre julen sammen med mine forældre, og jeg glæder mig! Vi skal også holde julefrokost med dem 1. juledag, og det bliver så hyggeligt! Først skal jeg dog lige have overstået et par vagter på jobbet mens resten af familien er hjemme og holder juleferie. Nytårsaften skulle vi egentlig have været alene, fordi jeg er så hamrende kedelig, at jeg ikke orker det helt store festivitas. Men i går fik vi en invitation i går af et nyt bekendtskab, og jeg tror faktisk det bliver en rigtig god aften! Og børnene er ekstatiske over, at de ikke skal underholdes af kun Thomas og jeg.

strikkede leggings drenge strikkede leggings drengeEndelig fik jeg også lagt sidste hånd på et strikkeprojekt, som jeg har haft gang i i adskillige måneder. Et par leggings til Vilfred  i det dejligste bløde babyalpaka! Strikkeopskriften og jeg har ikke været gode venner, og der var en kæmpe fejl i, som jeg som nystrikker først opdagede alt for sent. Det var selve lommeklappen, som bare hang for sig selv til allersidst. Det var nemlig ikke indregnet, at den også skulle strikkes ind i bukserne igen, inden linningen skulle påbegyndes. Så desværre måtte jeg hæfte den fast, hvilket er knap så kønt, når man kommer tæt på. Men ellers så spiller det.

Mønstret med de små kryds fandt jeg selv på. Så de er plottet ind omkring på de små leggings, hvor jeg lige fandt det passende. Den lille mand er noget så cute i de strikkede bukser, og jeg er vild med det drengede udtryk, de har. Og ikke mindst de fine stjerneknapper i træ, som jeg har fundet usandsynligt billigt. Det kan I læse mere om HER.

Jeg har faktisk allerede færdiggjort et andet strikkeprojekt, som gik super hurtigt! Det viser jeg frem en af dagene og deler opskrift. Jeg har nemlig strikket den freestyle og skrevet ned undervejs, og det gik helt okay. Så stay tuned!

Nu vil jeg ned i en lokal butik her på Bryggen. Jeg har nemlig vundet et gavekort på 300 kr. dertil, så det skal jeg ned og bruge nu. Bagefter har jeg lovet børnene, at de skal hentes kl. 13 og vi skal have legekammerater med hjem og bage kyskager med lakrids! Og måske spille spil! I hvert fald skal vi bare fejre, at de har juleferie.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Projekt pæn hud {rosacea} #2