6 lune trøjer til efteråret

Projekt sund krop #2

sund krop hvordan

Jeg kan se, at I var rigtig mange, som var forbi indlægget omkring “projekt sund krop” i går, men I giver ikke så meget lyd fra jer herinde – dog dejligt med mails 🙂 Men det kunne være så dejligt med lidt respons i kommentarfeltet også.

Nu er projektet meget nyt for mig, men jeg vil skrive mine indledende tanker omkring det ned. På den måde kan jeg vende tilbage og se mine første tanker omkring forløbet, når jeg glemmer mine intentioner 😉

Motion:

Hånden på hjertet – jeg har ikke tid til skemalagt motion. Ikke hvis jeg skal være realistisk. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke kommer afsted efter kl. 21, når alle børnene sover og opvasken er taget. Og jeg vil ikke have, at det her forløb skal være overskygget af dårlig samvittighed.

Heldigvis ved jeg fra sidste gang, jeg tabte mig, at sund kost betyder rigtig meget. Det er selvfølgelig vigtigt at være fysisk aktiv, og det vil jeg sørge for ved at indbygge det i mine daglige rutiner. Jeg cykler til arbejde og andre aftaler. Jeg går ture med familien og spiller basket og fodbold med børnene, når vi hygger i gården om eftermiddagen. Tro mig – det kan virkelig få pulsen op!

Mad:

En meget misforstået fordom om vegetarer er, at de spiser super sundt og fedtfattigt. Men for mig har det altid været en hæmsko. Når resten af familien får deres proteiner gennem kød, så ender det ofte med, at jeg bare spiser alt tilbehøret. Og det koster rigtig meget på kulhydrat-kontoen at blive mæt.

Men jeg vil sørge for at købe et godt lager ind af bønner og linser. Og så skal der altid være æg i køleskabet. Hvis man er vildt træt, er det altid nemt at koge et æg eller lave et spejlæg. På den måde er der nemme proteiner at hente.

Jeg har downloadet app’en LifeSum. Jeg har tidligere været super glad for MadLog, men jeg kunne få et helt år med LifeSum for 349 kr. Og en spontan beslutning senere, havde jeg købt den. Der er opskrifter, diæter og jeg kan lynhurtigt taste ind, hvad jeg har spist og drukket. (Bonus – man kan blive venner på app’en og igennem dem motivere hinanden  -så skriv lige til mig, hvis I er på).

For eksempel viste app’en mig, at min morgenmad (havregryn med mælk, mandler og rosiner) oversteg halvdelen af mit daglige kalorieindtag. Hvilket jeg godt huskede fra sidste gang, jeg lavede kostomlægning. Så første punkt på to-do listen er at finde på en god morgenmad, som samtidig ikke er en kæmpe kaloriebombe. Nogle gode ideer? (ikke chiagrød)

Andet punkt er at erstatte størstedelen af pasta med linser. Men kun når vi er hjemme. Jeg vil ikke have, at det skal være en hæmsko, når jeg er ude. Det er i forvejen besværligt nok, at jeg er vegetar.

Og så skal jeg selvfølgelig lave en madplan, så det er nemmere at fastholde mine gode intentioner. Det er ofte her, det går galt for os. Vi kommer sent hjem og skal hurtigt have mad, så vi kan nå at hygge og lave lektier med børnene, inden de skal i seng. Men. Hvad skal vi spise? Det ender som regel med take away eller en hurtig omgang pasta med grøntsagssauce.

Jeg fortryder allerede lidt, at jeg ikke valgte Madlog.dk. For der var bare mange flere muligheder. Men nu, hvor LifeSum er købt og betalt, må jeg lige give den en chance.

sundhedsapp

Kropsmål:

Kropsmål er i virkeligheden en ret god indikator for, hvordan det går. Jeg har derfor skrevet mine startmål ind, og gennem app’en kan jeg følge dem på en kurve. Planen er, at jeg vil måle hver søndag.

Mine mål i går var:

Talje: 76 cm

Hofte: 101 cm

Arm: 28,5 cm

Vægt: 62,5

Og hey, kom og vær med. Så laver vi vores egen lille klub! Det kunne være super sjovt, hvis I skrev jeres mål i kommentarfeltet de samme dage. Så kan vi følge hinanden. Man kan jo altid skrive kommentaren med et alias, hvis man gerne vil være anonym 😉

11 kommentarer

  • Anne

    Jeg er klar! Fedt med motivering – jeg hepper på dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej! Jeg læste godt dit indlæg fra sidst, men glemte simpelthen at skrive. Så det gør jeg nu, er selv igang med LifeSum, og siden 1/8 har jeg tabt mig 4,3 kilo. Så det går fremad – en lille ting er at man skal huske at angive hvor aktiv ens hverdag er – jeg er studerende, så det er bestemt ikke særligt aktivt.

    Selvom det er snart 1 måned siden jeg startede, så er jeg stadig motiveret, men både min kæreste og jeg er begyndt – det motiverer helt klart!

    For mig betyder det intet at tingene skal vejes, det gør at jeg bliver konfronteret med mit kalorieindtag. Men vi så også uden børn, så mon ikke det skaber lidt mere tid og overskud 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe / Copenhagen Kiddo

      Hej Marie

      Hold op, hvor er du sej! Godt gået 🙂
      Jeg har koblet min op på Apples sundhedsapp, og det giver en meget god indikator for motion. Hvis jeg så laver noget uden telefonen på mig, så skriver jeg det ekstra ind. Men ja, jeg er selv studerende, og det er mange stille timer. Men på grund af børnene får jeg da gået lidt ekstra. I morges kl. 8.30 havde jeg allerede gået 2300 skridt.

      Og med hensyn til at veje maden har jeg det på helt samme måde. Det hjælper min (primitive) hjerne til at forstå hvor meget min krop egentlig har brug for. Slet ikke så meget, som den gerne vil have 😉

      Kram, S

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Okay, jeg prøver! Det var meningen, at jeg skulle ha’ tabt mig op til brylluppet, men det fik jeg ikke lige gjort 🙁 – PS skal man veje al sin mad?! Bliver det ikke vildt besværligt? (Har aldrig været på slankekur før..)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe / Copenhagen Kiddo

      Hej Tanja

      Jeg vejer, når jeg kan. Med Madlog gav det en rigtig god indikator for om jeg både fik de proteiner, jeg skulle. Men også hvordan sammensætningen af vitaminindholdet var. Det syntes jeg var enormt interesant, og jeg fik en bedre fornemmelse for, hvordan jeg som vegetar skal spise korrekt.

      Lige nu hjælper det mig, når jeg skal hælde en portion mad op. Jeg kan nemlig ikke helt styre mig, og spiser tit gigantiske potioner. Men nu ved jeg at ca. 350 g med den rigtige sammensætning, kan gøre mig mæt. Men hvis jeg ikke har en vægt, kommer jeg snildt op på det dobbelte 😉

      Men i dag har jeg spist på jobbet, og der vejer jeg altså ikke maden.

      Fedt, hvis du er med 🙂

      Kh Signe

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe / Copenhagen Kiddo

      Og forresten Tanja. Husk ikke at tænke på det som decideret kur. Men mere som en kostomlægning, så du spiser sundt. Hvis der er overflødige kilo, så skal de nok komme af på den måde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Signe.
    Jeg er SÅ klar på at være med, som jeg skrev til dig i går.
    Men én ting er sikkert: Man skal starte på det rigtige tidspunkt og det er IKKE denne uge for mig. Jeg er på kursus en hel uge, bor pp hotel, spiser uge hver dag og er på kursus 9 timer dagligt med rigelig kage mv. Så for ikke at starte med at nederlag, starter jeg på mandag. Så, nu er det sagt højt, så er det officielt😊 Så tjekker jeg appen og ser om det er noget.
    Knus Anne.
    PS. Fra tidligere diætistforkøb var min morgenmad: 60 g grovvalsede havregryn, 2 do skummetmælk, 15 g rosiner (svarer til ét stykke frugt, der var plads til to stykker om dagen eller én banan:0) Så fik jeg lige afsløret, at jeg teives rigtig godt med stramme, forudsigelige planer😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe / Copenhagen Kiddo

      Hej Anne

      Du har fuldstændig ret. Det er nemlig noget nær det vigtigste ! Jeg glæder mig til, at du kommer med på vognen i næste uge 🙂

      Jeg spiser også havregryn, jeg kom dog til at spise lidt mere end 60 g. Men jeg tror jeg kan holde mig mæt på de 80 g. Så min morgenmad består af 80 g. havregryn, 230 g laktosefri minimælk, 10 g rosiner og 15 g mandler. Så tager jeg en gulerod ved 10-11 tiden og så kan jeg holde den kørende til frokost. Den er også nem at have i kittel-lommen 😉

      Kh S

      P.S. Jeg trives også godt med stramme planer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej, jeg bruger også lifesum. Jeg er dog ikke så god til at få tastet mine måltider ind, men synes det er godt man kan opdatere vægt og kropsmål. Det motiverer en til at blive ved. Med premium udgaven, kan man også forbinde til diverse træningsapps, så det du forbrænder ved motion kommer med i oversigten 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe / Copenhagen Kiddo

      Hej Julie

      Nej det kan også være svært med de måltider… især hvis man er ude. Smart med træningsapps. Især at man kan få den til automatisk at registrere ens bevægelser og tage med. Dét havde jeg faktisk ikke set 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 lune trøjer til efteråret