Stadig høj på mor-datterweekend

Når man får noget, man længe har ønsket sig

Mon ikke de fleste forældre ville ønske, at der var flere timer i døgnet? At der både var mere tid til børnene, til alenetiden med ro om aftenen, og ja generelt bare mere tid til at nå alle de ting, det indebærer at have børn?

Det er i hvert fald noget, der har fyldt meget i mine tanker længe. Især de seneste måneder, som også har budt på en svær periode. Men let’s face it – der kommer ikke flere timer i døgnet, hvor meget vi end ønsker det. Så jeg har tænkt og tænkt over, hvad jeg skulle gøre.

Derfor regnede Thomas og jeg lidt på det hele og kiggede på vores budget. For jeg ville nemlig rigtig gerne gå ned i timer på mit arbejde. Og ved I hvad – det kan vi faktisk godt få råd til, hvis vi blot er lidt mere opmærksomme på, hvad vi bruger vores penge på 😉

Det krævede dog alligevel længere tids overvejelse, for hvor har vi nydt endelig at have lidt mere på kontoen efter jeg blev færdiguddannet. Men vi kom frem til, at tid bare er vigtigere end penge. Og lige netop tiden, mens vores børn rent faktisk er børn – den kommer ikke igen. Jeg nægter at sidde om 15 år og fortryde, at jeg arbejdede røven ud af bukserne, mens børnene var små, blot for at vi kunne få flere rejser, et lækkert hjem, fedt tøj og the whole shebang.

Nej, så vil jeg egentlig hellere leve med min hullede sofa og mit utjekkede spisebord, der ligner et levn fra halvfemserne og tage på lidt færre rejser, men til gengæld have personligt overskud (dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår dem, der vælger anderledes. Jeg kender mange familier, hvor begge forældre arbejder fuld tid og stadig har overskud. Men der er vi jo så forskellige).

Når, men tilbage til spørgsmålet om rent faktisk at gå ned i tid på mit arbejde. Jeg manglede jo lige, at de godkendte idéen. Så for 14 dage siden tog jeg mig sammen og spurgte. I går fik jeg endelig svar, og guess what? Det blev et ja 😀

Det er en kæmpe lettelse for mig. Nu bliver der luft til at være en mor med mere overskud, men også tid til mere af det sjove, som bare handler om mig. Jeg har i lang tid ikke haft det store overskud til sociale ting, men jeg håber, at det ekstra fritid kan blive vendepunktet. Det begynder først efter sommerferien, men det er fandeme skønt at gå på sommerferie med den ro i maven.

Jeg føler mig ret heldig, at min arbejdsplads er gået med på idéen, for jeg synes ikke det virker til, at der er de store muligheder for at arbejde på deltid som akademiker. Det er i hvert fald slet ikke så normalt, som det var, da jeg arbejdede som sygeplejerske. Det er jo i og for sig ret mærkeligt, for jeg kender rigtig mange, som har svært ved at få familielivet til at gå op i en højere enhed. Jeg tænker også, at arbejdsgivere får nogle meget gladere medarbejdere, og at glade medarbejdere leverer et bedre stykke arbejde, fordi de netop har mere overskud?

Hvad gør I for at få familielivet og arbejdslivet til at gå op?

Hvordan gør I andre? Kører I med fuldtidsjobs, deltidsjobs, hjemmearbejde eller hvad? Og hvordan får I det hele til at gå op i en højere enhed? Fortæl fortæl!

 

   

8 kommentarer

  • Julie

    Forstår dig så godt med nedsat tid! – grubler pt. selv over, hvordan jeg kan få det til at ske…. og hvor ser du i øvrigt fantastisk ud! Er det resultatet af dit PH Formula forløb? Hvis man må ønske, ønsker jeg et indlæg om dine skønhedsrutiner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Julie

      Sikke en dejlig kommentar 🙂 Resultatet er en blanding af mit pH Formula-forløb og en isotretinoin-kur. Og jeg tænker ikke altid selv at forskellen er så synlig, så det er jeg glad for, at du ser.

      Jeg vil meget gerne lave et indlæg om skønhedsrutiner. Lige nu er jeg faktisk løbet tør for pH Formula og bruger derfor noget helt andet, som også fugter godt. Men jeg deler meget gerne. Nogle af produkterne er endda meget budgetvenlige 😉

      Dejlig dag til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gertrud

    Kære Signe,
    Jeg er lidt nysgerrig på emnet, så jeg håber at spørgsmålet er okay. Hvordan var jeres overvejelser om hvorvidt det var dig eller din mand der skulle går ned i tid for at få tid til jeres fælles børn. Var det overhovedet på tale og hvis det var, hvorfor valgte I en anden model?
    Er selv midt i tredverne, to børn, mand og fuld tids job (som jeg elsker). De bedste hilsner, Gertrud

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Gertrud

      Det var slet ikke på tale, at det skulle være min mand, fordi det egentlig kun har været mig, som har haft lysten til at gå ned i tid og få mere luft i hverdagen.

      Jeg har altid gang i alle mulige projekter, såsom bloggen og andre hobbyer, som jeg også får mere tid til nu. Min mand har lidt sit job som hobby, og nyder at sidde og nørkle med det foran computeren om aftenen, så derfor var det ret oplagt for os, at det var mig der fik muligheden.

      Hvordan er det hos jer så? Har din mand lyst til at gå ned i tid, eller trives I med begge at være fuldtid?

      Mange hilsner
      Signe

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu har jeg ikke engang børn, men jeg arbejder deltid – og det er min intention at blive ved med. Jeg vil hellere leve lidt mere spartansk og så have frihed og tid sammen med de mennesker jeg holder af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hvor er det dejligt, at I som familie har fundet den helt rigtige løsning for jer. Som du selv skriver, så kan to fuldtidsjobs godt fungere for nogle familier – og hatten af for dem. Men jeg tager ligeså meget hatten af for dig, som tør mærke efter og gøre noget andet, end dét der kunne forventes og som ikke føles godt.
    Jeg er selv alene mor, stort set fuldtid. Pt arbejder jeg 30 timer om ugen, men har et brændende ønske om at gå et par timer ned i tid. Mest af alt fordi jeg, ligesom dig, har gjort op med mig selv, hvad der egentlig er vigtigst. For mig er det mit privatliv og tiden med min datter. Og jeg ved med mig selv, at jeg aldrig vil fortryde den prioritering. Til gengæld bliver langt de fleste ferier nok i sommerhus i Danmark og aftensmaden vil nok også fast bestå af grød eller rugbrød et par gange om ugen – men den del tager jeg gerne med, mod at få mere tid til alt dét, der for alvor batter for mig 😌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne
      Tusind tak fordi du tager dig tid til at svare. Jeg kan godt forstå, du gerne vil endnu længere ned i tid. Det må jo være endnu mere svært at nå det hele, når der kun er dig om opgaverne. Og ved du hvad – ferier i Danmark er absolut lige så gode. Flere af vores somre er også holdt herhjemme, og børnene elsker det. Fra min barndom er mine ferieminder fra Ærø mindst lige så gode, som minderne fra Italien.

      Jeg håber din arbejdsplads vil være med til det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stadig høj på mor-datterweekend