Vores planer for efterårsferien

Fine glimt fra de seneste uger

efterårsbarn

Vi havde simpelthen den fineste efterårsferie. Det der med bare at være hjemme i Danmark er altså ikke helt dårligt, når efteråret viser sig fra sin smukke side. Det må man jo sige, at det gjorde i uge 42. Vi fik lukket vores kolonihave ned, med en trist Vilfred på trappen. Det var en lang dag for ham. Men nu går vi all in på efterår og vinter inde i byen, og så siger vi på gensyn til Vestegnen indtil foråret. Her er nogle glimt fra de seneste uger, hvor computeren har været gemt væk og bloggen sat på pause.

Vi var forbi fine Bakken fredagen op til ferien, fordi vi var inviteret til premieren på musicalen Askepot. Derfor fik vi ikke set så meget af selve forlystelsesparken, men vi må snart tilbage, for vi havde lyst til at se mere. Til gengæld var musical’en så fint sat op med de smukkeste rekvisitter og med masser af liv på scenen hele tiden. Børnene syntes den var god, men for nogle af dem var det lidt sent. Især efter at have løbet ti km til skolernes motionsdag 😉

efterårslys

Det smukke morgenlys i soveværelset

bamse ballet bamse ballet

Vi var hele familien i det Kgl. Teater for at se bamse danse ballet. Det var en af de virkelig gode oplevelser. Børnene grinede – især Vilfred på tre var lige i målgruppen. Alle vi andre var også betagede af de søde balletbørn, som var med og selvfølgelig gode gamle Bamse, som vækker søde minder fra barndommen.  

Glimt fra Strib

Resten af efterårsferien blev brugt i Strib, min barndomsby.

strib lystbådehavn Strib havn Strib Nordstrand

Vi gik ture langs vandet. Her gik jeg så mange aftenture i mine teenageår med min veninde Trine. Gerne om søndagen, hvis weekendens byture lige skulle vendes 😉 Eller hvis der var andre ting, som gik os på. Det er sådan et fint sted at finde ro.

Mosen i Strib

Vi gik til mosen, hvor vi fangede haletudser i de små klasser…

klatretræet i strib klatretræet i strib

… og stoppede op ved det gamle klatretræ ved Røverborgen, hvor jeg også har klatret mange gange som barn.

Rådyrene i Strib

bambi i strib

Vi var forbi marken med rådyr og var så heldige, at de mindste havde lyst til at snakke. Så de kom helt hen til os og snuste til vores hænder. Er de ikke søde?

havtorn

Vi nåede også at samle en masse havtorn og lave sirup ud af dem. Det er første gang jeg laver noget med dem, og jeg er lidt forundret over smagen. Min sirup er ikke en jeg lige ville hælde over min morgenyoghurt. Men måske ville den være god i bagværk? Hvis I har gode tips, så giv lyd.

mosen i strib

street food fredericia

Der blev også tid til en date med min mand. Vi så journal 64 og spiste lidt god mad på Street Food i Fredericia efterfølgende. Har I set filmen? Den er så god og den fanger dig fra første til sidste minut.

Det var vores glimt fra de seneste uger. Jeg håber, at I, som stadig følger med, har haft en dejlig ferie <3


Husker du at følge med på bloggens Facebookside og Instagramprofil, så du er opdateret med de nyeste blogindlæg?


Har du set, at der er en masse gode vegetariske opskrifter her på Copenhagen Kiddo? Dem finder du HER.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores planer for efterårsferien