Inspiration til pigegarderoben

Vores planer for efterårsferien

amager fælledVi har den skønneste efterårsferie i venter, og i dag vil jeg dele lidt af aktiviteterne med jer.

Jeg startede allerede efterårsferien i dag, og startede dagen ud med at løbe med min gamle studiekammerat fra sygeplejerskeuddannelsen. Vi var en gruppe piger, som skrev de fleste opgaver sammen i løbet af studietiden, og nogle af os var også på udveksling sammen i Madrid tilbage i 2004. Vi løb en del i Madrid, men efterfølgende er det ikke blevet til så meget 😉

I dag mødtes to af os på Amager Fælled og løb sammen. Det var den bedste måde at starte ferien på. Tænk at have den natur lige i baghaven og så endda have mulighed for at løbe en tur på så smuk en efterårsmorgen.

løbetur amager fælled amager fælled

Se Askepot på Bakken

I aften skal vi til premiere på forestilingen Askepot, som spiller på Bakken. Det er Teatret Mastodonterne, som opfører en 30 års jubilæumsforestilling, som kører hele efterårsferien.

Da Vega var lille og kæmpe Pippi-fan, så vi optagelserne fra Mastodonternes opførelse af Pippi igen og igen. Nu glæder jeg mig til at se det live og med Askepot. Det er en musical med live-orkester, og den anbefales til børn fra 5 år. I kan læse mere om musicalen her.

Lukke ned for kolonihavesæsonen

I morgen er det egentlig planen, at vi skal lukke ned for kolonihavesæsonen. Vi har dog lige fået installeret varmepumpe i huset, så det er nemmere at holde varmt, så måske trækker vi den og får et par weekender ekstra ud af sæsonen. Jeg glæder mig til at nyde dagen derude i morgen i et tørt og varmt hus. Vi skal kun have Vilfred med derud, for de andre skal nemlig hjem til deres gode venner og hygge hele dagen. Thomas, Vilfred og jeg er så inviteret til mad om aftenen, hvilket altid plejer at være drønhyggeligt.

Kom Bamse, nu balletter vi!

Søndag skal vi med mine forældre og min bror og hans familie ind og se Bamse danse ballet på det Kongelige Teater. Min niece skal danse i forestillingen, så vi glæder os både til at se hende i sin første ballet og også til at se forestillingen, som har fået fin omtale. Børnene har aldrig været inde at se en ballet før, men jeg forestiller mig, at den her forestilling er et ret godt sted at begynde 😉

Familiehygge, partid og gamer-event

Det bliver altså en noget aktiv start på ferien. Til gengæld står den resterende tid på familiehygge i bl.a. Strib, hvor der også bliver tid til en lille date. Jeg vil gerne ind og se Journal 64, så mon ikke min mor kan lokkes til at passe børn, men Thomas og jeg drøner i biffen og får en bid mad? Forhåbentlig er nogle af de gamle venner også hjemme og har tid til at ses.

Når vi er tilbage i byen, kommer vi nok ikke udenom et besøg på gamingfestivallen på Fisketovet, hvor børnene gerne vil møde Trier Gaming. De ville også så gerne se Lasse Vestergaard, men den dag kan vi altså ikke, og jeg tror også en enkelt dag er rigeligt med gamer-aktivitet for forældrene 😉

Jeg havde også drømt om en tur til Ree Park med overnatning i en af deres safari lodges. Det skulle være ret fantastisk, både på grund af dyrene men også servicen, som er helt speciel. På hjemmesiden skriver de:

“Overnatningen foregår i en af parkens fire Safari Lodges, der er bygget på pæle ude over græssavannen. Placeringen gør det muligt for dyrene at komme helt tæt på. Strudsen, zebraen og gnuen kan finde på at gå lige under teltet, og ofte valser giraffen forbi i nærheden med sine gyngende bevægelser.

Efter indkvartering vil din guide tage dig med på en tur i parken og undervejs fortælle en masse om dyrene. På savannen får du for alvor en fornemmelse af Afrikas fantastiske dyreliv.”

Lyder det ikke fantastisk? Jeg tror det er for sent at booke til efterårsferien nu, men vi overvejer meget at gøre det til foråret eller sommeren.

Hvad skal I i efterårsferien? Har I nogle gode tips til, hvad vi bør se? Evt. på de fynske eller jyske kanter?


✩ Husker du at følge med på bloggens Facebookside og Instagramprofil, så du er opdateret med de nyeste blogindlæg? ✩

✩ Har du set, at der er en masse gode vegetariske opskrifter her på Copenhagen Kiddo? Dem finder du HER .

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til pigegarderoben