Årets julekjoler til børn

Tips til ferien i Ragusa Ibla, Sicilien

Ragusa ibladuomo Ragusa blaSidste sommer lovede jeg flere af jer at lave en miniguide til vores rejse til Ragusa Ibla på Sicilien. Jeg kom aldrig så langt. Til gengæld er det måske også endnu mere relevant nu, da det er tid til at bestille årets sommerferie. I hvert fald, hvis man er i lige så god tid som os, og godt kan lide at få rejsen til en god pris. Vi bestilte faktisk allerede vores sommerferie d. 1. januar, hjemme i sofaen med lettere hovedpine 😉

Jeg har jo allerede vist lidt stemningsbilleder og skrevet lidt fra de første dage i Ragusa Ibla. Men til de af jer, som kunne overveje en tur dertil, kommer her et blogindlæg af mere praktisk karakter – med et par gentagelser fra forrige indlæg, da jeg tager alle detaljer med. Inklusive prisen for rejsen til Sicilien for en familie på fem personer. Jeg kan allerede afsløre med det samme, at vi alt i alt brugte 24.000 kr. for fly, hotel, mad og oplevelser for en familie på 5. Det er en ret billig familieferie, når jeg sammenligner med tidligere rejser. Det var tilmed også den bedste ferie, vi indtil nu har haft.

Jeg skrev fra dag ét alle beløb ned, så vi kunne se, hvad det rent faktisk kostede os at rejse uden at være på all inclusive. Vi havde en forventning om et forbrug på 10.000 kr. for mad og oplevelser på en uge for os alle fem. Til vores store overraskelse ramte vi under det beløb, selvom vi ikke følte, at vi sparede på noget.

Rejsen til Ragusa Ibla

For at komme til Ragusa Ibla fløj vi til Catania. Der er masser af fly hver uge, og priserne på billetter er rimelige. Vi brugte ca. 8000 kr. på flybilletter til alle fem. Det tager tre timer at flyve dertil, og det er en rigtig god længde, når der er små børn med. Momondo er en praktisk side at anvende til at finde billige flybilletter. Den side anvendte jeg også til vores kommende rejse.

For at komme videre til Ragusa, skal du med en bus, som kører i to timer. Til gengæld kører den direkte, så det er nemt. Hav kontanter med til at købe busbilletterne i den lille bod lige ude ved busholdepladsen, som er det første du ser, når du kommer  ud af lufthavnen. Du finder køreplanen  hos Interbus lige her. Bliv ikke bekymret, hvis bussen ikke er der til tiden. Vores kom 15 minutter for sent begge gange. Den kører ca. en gang i timen, om lørdagen er det hver 2. time.

Fra selve Ragusa og ned til den gamle bydel, Ragusa Ibla, tog vi en taxa direkte til hotellet. Fra lufthavnen i Catania og helt frem vores hotel kostede det os alle fem personer 360 kr.

Hvor skal du bo i Ragusa Ibla

giardino sul duomo b&bRagusa Ibla er en meget lille bydel, så uanset hvor du bor, er du tæt på den centrale gade. Vi boede på det fineste bed & breakfast, hvor der var en lækker pool i den store fælles have med den smukkeste udsigt. Stedet hedder Giardino sul Duomo B&B, og vi bestilte gennem dette site.

For en uge betalte vi ca. 7000 kr. for os alle inklusive morgenmad og virkelig lækker kaffe! Ejeren er sød og hjælpsom og guider dig gerne til oplevelser i nærområdet og hjælper dig med at booke disse. Giardino sul Duomo ligger helt centralt ved den smukke Duomo og lige ned til hovedgaden og restauranterne.

 

Hvor skal du spise i Ragusa Ibla

moons Ragusa ableMonsú er en restaurant med en hyggelig udendørs atmosfære helt centralt i Ragusa Ibla. Maden er enormt lækker, og de er åbne overfor specielle bestillinger, for eksempel for os som er vegetarer. Vores tjener gjorde sit yderste for, at vi var tilfredse og var sød overfor børnene. Der blev gjort meget ud af at forklare os hvad retterne på menukortet bestod af.

Monsú ligger på Corso XXV Aprile, 84. Priserne var middel – hverken i den dyre eller helt billige ende. Til gengæld var dette et af de bedste måltider vi fik under vores ophold. Bordbestilling var ikke nødvendigt.

La Terrazza dell’Orologio

Ragusa ableSpisested Ragusa Ibla

Lidt afsides, men alligevel kun 10 minutters gang fra centrum ligger La Terrazza dell’Orologio. Her tør jeg godt sige, at du finder den bedste udsigt af alle i Ragusa Ibla. Der er masser af siddepladser på deres udendørs terrasse, som ligger øverst oppe i restauranten. Der var god betjening, selvom der var en sproglig barriere. Maden var meget gennemsnitlig. Pizzabunden var god, men ikke bedre end alle andre steder, vi prøvede i byen. Så spis der for udsigtens og stemningens skyld.

Restauranten ligger på Via Ioppolo, 7. Priserne var lav-middel. Jeg vil anbefale at bestille bord. Vi fik kun et bord, fordi vi kom så tidligt i forhold til de andre, mere lokale turister. Bord kan nemt bestilles på restaurantens hjemmeside lige her.

Udover to to nævnte restauranter, har jeg yderligere to anbefalinger. Den første er Ristorante Il Barocco, som ligger meget centralt på Via Orfanotrofio 27. Restauranten er rustikt indrettet og de laver rigtig god mad. Vi spiste der faktisk to gange fordi det var børnenes favorit. Udover Monsú, så var det også vores. Der var god og venlig service, men dette betaler man også for ved at der bliver lagt både drikkepenge og en lidt for stor sum for den lille forret, de serverer uden du har bestilt den.

Dét var dog også det eneste irritationsmoment, da alt herudover var virkelig godt!

il barocco Ragusa Ibla il barocco restaurant Ragusa Ibla

Skal du have is i Ragusa Ibla vil jeg anbefale to steder. Det første er Gelati di Vini, som vi allerede havde hørt om, inden vi ankom. Det er i følge rejseguider stedET at spise is. Isen er fantastisk og det særlige ved Gelati di Vini er, at de eksperimenterer med anderledes smagssammensætninger end de gængse isbarer. Vi fandt dog et andet sted, hvor de havde mindst lige så god is, og det var baren, som du ser på billedet nedenfor. Jeg kan ikke huske den præcise adresse, men vi kom altid forbi den, når vi gik langs Corso XXV Aprile ned til parken – lige før indgangen finder du den. Første indtryk når man går forbi er, at det er lidt snusket, men lad dig ikke snyde – isen er fantastisk og der er altså helt rent bag disken 😉

ice-cream in Ragusa IblaRagusa Ibla park iblei

Hvad skal du se i Ragusa Ibla

Det var meget varmt, da vi var der midt i juli, så vi kom ikke så meget rundt, som vi havde regnet med. For os var det meget på børnenes præmisser, så vi gik rundt og sugede stemningen til os i byen. Nød synet af de smukke bygninger og mange kirker. Derudover var vi flere gange i deres park, Ragusa Iblei, hvor der er en stor og rigtig god legeplads. Det er perfekt at gå i parken og nyde en is fra ovenstående isbar, da den ligger lige ved siden af. I parken er der også en restaurant vi spiste på den ene aften, efter børnene havde leget en masse på legepladsen. Restauranten laver ikke videre spændende mad, men hvis det skal kombineres med et besøg i parken, er det praktisk at spise her, inden turen går hjem igen.

Vi tog også turisttoget rundt i byen for at se omgivelserne og få lidt af historien omkring området. Det var en fin måde at blive introduceret til byen på, og så kunne man danne sig et overblik over, hvad der skulle opleves på ferien. Toget kører mange gange dagligt fra Piazza Duomo, og hav kontanter med til turen.

Tog rundt i Ragusa Sicilien

Derudover tog vi en enkelt dag til Marina di Ragusa, hvor der er en god strand. Det tager ca. 1/2 time i bus. Børnene var vilde med den lækre strand, men min personlige oplevelse var, at den var overfyldt. Der var masser af mænd som konstant ville sælge strandlegetøj og strandbarerne var meget turistede.

Vi tog også en dag på landet udenfor Ragusa for at opleve landskabet på hesteryg. Ejeren af ranchen, Guiseppe, kom og hentede os på vores bed & breakfast og kørte os hjem igen efterfølgende. Han var en hyggelig mand, som var meget snakkesalig og som kunne fortælle en masse historier om byen og Sicilien generelt. Hans ranch hedder Cavalli & Cavalieri A.S.D, og du kan finde ham på Facebook her, hvis du også vil ud at ride.

Vi valgte at ride en længere tur i naturen, men på grund af de sproglige barrierer havde vi ikke helt fået afstemt, hvor rutinerede ryttere vi var. Vi red i meget stejlt terræn fyldt, som tilmed var fyldt med bærbuske, der rev os på arme og ben.

Turen endte med, at Vega måtte hentes hjem på gården af hans ridepiger og vente der, indtil vi kom hjem fra turen. Hun havde fået en for stor hest, som var lidt svær at styre og var så rædselsslagen, at hun ikke kunne gennemføre turen. Mine nerver var tyndslidte, da vi endelig returnerede til gården og kunne stige af hestene. Jeg fik tilbudt en øl til at komme mig over oplevelsen. Det trængte Guiseppe vist selv til 😉

Vega havde hygget sig med med Guiseppes kone, som havde fodret hende med masser af frugt, indtil vi kom tilbage. Jeg vil nok anbefale at ride lidt rundt i de nære omgivelser på gården, fremfor at tage på tur – medmindre du er erfaren rytter. Oplevelsen kostede os ca. 800 kr for tre personer inkl. transport frem og tilbage.

Det var min guide til en rejse til Ragusa Ibla på Sicilien. Skriv endelig spørgsmål i kommentarfeltet, hvis der er noget du mangler at få svar på 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årets julekjoler til børn