ponyføl
Hesteliv

Byd velkommen til føllet Charlie

Så kom vores føl, Charlie, endelig. Det fineste lille ponyhingsteføl. Han er slet ikke til at stå for. Jeg lå onsdag d. 21. april og fulgte med på kameraet fra min seng, inden jeg skulle sove. Hun var noget urolig og der havde været en enkelt voksprop henad aftenen. Så jeg turde ikke rigtigt at falde i søvn.

Lucy lagde sig med numsen udenfor kameraets vinkel og kiggede et par gange bagud, men virkede ikke synderligt besværet. Men pludselig så jeg to små ører titte op i hjørnet af skærmen. Jeg var helt usikker på, om det virkelig var et føl, som var kommet så hurtigt og uden mærkeværdigt besvær fra Lucy. Men jeg var næsten sikker, så jeg løb ind og vækkede Vega, og vi tog noget af det varmeste tøj på, for det var virkelig koldt sådan en nat i april.

Vi kørte ud til stalden og kunne det fineste lille føl ligge derinde. Jeg er jo helt grøn og vidste ikke hvordan jeg lige skulle gribe det an. Jeg fik fat i KVL, og de sagde at vi kunne give dem et kvarters tid, og så måtte vi gå derind og hjælpe føllet på benene, hvis den ikke selv kom op.

nyfødt føl pony
Et par timer efter folingen

Heldigvis vågnede ejerne af stalden og kom os til undsætning. De vidste lige hvad der skulle gøres, og fik gnubbet føllet med hø og håndklæder. Vi fik endnu en hjælper ud ved 2-tiden om natten for at få Charlie til at drikke. Det endte med at lykkes heldigvis, så Vega og jeg var hjemme ved 3-tiden og fik et par timer på øjet, inden vi kørte derud igen næste morgen. Jeg fik heldigvis lov at tage en feriedag fra arbejdet.

føl dier

Problemer med mælken til det lille føl

De kommende dage havde vi dyrlæge flere gange, fordi yveret var så hårdt at Lucy nærmest ikke ville lade Charlie drikke. Men det begynder at gå den rigtige vej. Vi må dog ikke komme i nærheden af hende, så vi skal lige have lidt hjælp fra vores horsemanship-træner til, hvordan vi skal gribe det an uden at blive sparket ned.

De har dog begge været ude på fold dagligt, men er lidt svære at få ind og ud. Men vi giver det tid.

føl pony
pony føl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *