Lynhurtig, nem og lækker aftensmad

Om uventet hjælpsomhed + Kiidio musik app til børn

Forleden var vi til release party for Universal Musics nye børneapp Kiidio, hvor børn selv kan lege DJ’s hjemme i stuen. Der var gang i den, masser af mennesker, masser af (høj) lyd, Gorms pizza i lange baner og glade unger. Jeg havde Vilfred i min Ergobaby bæresele, så jeg kunne have armene fri til at slæbe skoletaske, pusletaske og alt vores andet habengut. Stressniveauet i min krop bankede let på, jeg er ikke altid tilhænger af store forsamlinger, men hvad gør man ikke for at give sine børn en hyggelig eftermiddag?

Vega blev MEGET sulten, da hun så maden, så vi måtte straks ned og tanke op med pizza og drikkelse (hun har det ikke fra fremmede. Jeg tankede også op med det samme, så vi slap for at gå flere gange). På vej op af trapperne mod vores plads, faldt hun så lang hun var. Og med pizza i den ene hånd og drikkelse i den anden, var der ikke nogle hænder at til at tage fra, så hun slog sig virkelig. Og pizza mm fløj selvfølgelig også på gulvet.

Jeg stod der med Vilfred i bæreselen og sveddråberne begyndte ligesom at pible frem. Stressniveauet steg lige en anelse mere, men her var det så, at to mødre, jeg ikke kendte, straks rejste sig op for at hjælpe, så jeg kunne tage mig af at trøste Vega. Den ene mor sørgede for at mine egne madvarer blev båret hen til vores bord, mens den anden smuttede ned og hentede ny pizza til Vega, som hun kom op med til os. Jeg var lidt paf over den hjælpsomhed, for det er sjældent jeg oplever den. Og jeg må bare lige sige, at det simpelthen var så rart. Jeg oplever ofte, at man har travlt med at passe sit eget, men den her lille håndsrækning var virkelig rar, og en af de oplevelser der er med i humørrygsækken resten af dagen. Så tak til de to søde kvinder, som var nærværende og hjælpsomme.

Jeg vil helt sikkert huske på det næste gang, jeg ser en anden mor med hænderne fulde, som godt kan bruge en håndsrækning.

Tilbage til app’en, så hedder den som sagt Kiidio, og vi downloadede den da vi kom hjem. Den er gratis, men fungerer kun, hvis man i forvejen har Spotify Premium. Det har vi, og børnene har det allerede installeret på iPads’ne hvor de for tiden hører soundtracket fra tween-filmen Disney Descendants på repeat. Kiidio fungerer ligesom Spotify, men i stedet for tekst er der billedikoner, så børn der ikke kan læse, kan genkende deres favoritmusik og selv sætte det på musikafspilleren uden, at de skal have voksenhjælp til at finde sangene hvert andet minut. Børnene kan altså selv lege DJ, hvilket er ret fedt, når der skal danses på værelset, når veninderne er på besøg. Bonus!

På vej hjem fra eventet tog vi en mor-datter shoppetur. Det var sindssygt hyggeligt, og Vega hjælp mig med at vælge min nye vinterjakke. Hun selv forelskede sig i en fake fur fra H&M studio. Eftersom hun allerede har vinterjakken på plads, blev det et nej herfra. Hun var dog så forelsket i den, at hun valgte at bruge nogle af sine opsparede lommepenge på den. Hendes kommentar på vej til skole i morges var, at jakken bare var så dejlig blød og pæn. MEN HUNDEKOLD 😀 Det lod hun sig dog ikke slå ud af.

H&M studio kids børn fur coat

 

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lynhurtig, nem og lækker aftensmad