Bye bye kolonihave

En måned uden skærmtid – her er en opfølgning

Kan I huske Anne og hendes familie, som sprang ud i eksperimentet “En måned uden skærm“? Anne har sendt mig opfølgningen på, hvordan tiden uden skærm gik. Læs med her:

En kold tyrker – en familieberetning om en måned, hvor skærmene gik i sort.

Så er det næsten en måned siden, at vi trak stikket til den virtuelle verden. Jeg havde lovet, at opdatere jer på, hvordan den måned gik.

Opgaven lød, at drengene K på 7 år og A på 4 år skulle undvære alle skærme i 1 måned.

Overraskende nok viste det sig, at A, der ellers er bedst til at lege selv, har haft den sværeste måned. Efter lidt forsøg på forhandlinger accepterede K rimeligt hurtigt præmissen. På dag to sagde han: Må jeg gerne se noget? Mig: Nej. K: Ok, så går jeg ind på værelset og tegner. Der stod jeg så tilbage og havde tabt underkæben. Jeg tror, at det kan tælles på én hånd, de gange K selv er gået på værelset for at tegne. Leg alene med legetøj har aldrig været hans stærke side. Han er meget social og leger helst sammen med andre. K har så brugt hovedparten af den sidste måned på at gå i gården og lege med sine venner, spille brætspil, kigge på fodboldkort, høre lydbøger og lignende aktiviteter. Desuden har han sovet 30-60 min længere de fleste dage.

A derimod havde i starten daglige kriser af 20-30 minutters varighed med skrig og skrål og store frustrationer. Enten var han den der var mest afhængig af skærmene, eller også gjorde hans manglende tidsfornemmelse det ekstra svært. Han plejer at være den, der kan lægge skærmen til side og lege selv, men efter vores kolde tyrker, savnede han skærmene helt ubærligt. Det tog en uges tid, før frustrationerne blev mindre og ikke daglige. Til gengæld har han taget mod til sig og har fundet ud af, at han kan gå alene med K i gården uden en voksen. Han har opdaget det befriende børneliv, der ligger i at lege uden voksenopsyn en sommeraften i gården. Og K vokser med opgaven som den beskyttende storebror.

I de perioder, hvor de begge er trætte, eller de voksne har brug for en pause, har vi erstattet skærmene med lydbøger. Vi har abonnement på Mofibo. Her er mange, gode børnebøger, desuden har vi et lager af historie CD’er. På biblioteker kan man også låne lydbøger både som CD’er og som downloads. Den oplevelse har vi dog til gode. På trods af aldersforskellen, kan de mødes om både Prop og Berta, Pippi Langstrømpe og Iqbal Farooq. De har hver en lille ghettoblaster, som står ved deres seng. Men ofte ligger de sammen i én seng og hører det samme.

Intet er dog kun rosenrødt. Særligt de første dage var vi som forældre meget mere på. Det er jo også bekvemt som forældre at kunne pacificere børnene foran skærmen og få et pusterum til sig selv. Men jeg føler, at jeg er blevet bedre til ikke absolut at stå til rådighed for drengenes ønsker og leg hele tiden. Nu kan vi godt være hjemme sammen, uden at jeg absolut skal sidde på gulvet og lege med. K og A leger meget mere sammen. Dette er ikke uden konflikter, men det er vist heller ikke meningen:0)

Jeg må ærligt indrømme, at jeg næsten ikke kan få armene ned. Projektet var slet ikke så hårdt at indføre, som jeg frygtede, så jeg har lyst at gemme skærmene væk for evigt. Indrømmet: I weekenderne er der tider, hvor jeg savner dem. Men den ro og det fokus på alsidig leg som skærmenes tilbagetog har ført med sig, det er uvurderligt.

Så nu er tiden inde til, at skærmene skal tilbage i vores familie – men med måde. Reglerne bliver, at man må se tegnefilm eller spille i weekenderne i moderat omfang, men ikke om morgenen. For som K siger: Når man alligevel ikke må se noget, kan man ligeså godt sove lidt længere.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bye bye kolonihave