Glædelig jul og lidt om vores planer for ferien

I gang med træning igen

f8e6b3be-7098-4b87-8f38-850530ef8f10

Ferien i Strib lakker mod enden. Vi har spist og spist! Og spist lidt mere. Søde sager, flødekartofler, pasta i flødesauce og burgere. Og vin. Den har ikke fået for lidt, og det kan mærkes på bukserne, desværre. Men i morgen, siger jeg jer, der stopper det. Måske er det også velvidende, at jeg i morgen starter op på træning, at jeg har givet helt slip på hæmningerne her i ferien.

Jeg har nemlig meldt mig ind hos YO Studios på Bryggen, og i morgen skal jeg til min første time i Yin yoga. Det er egnet for personer med ingen styrke 😉 Men en fin måde at starte på efter min maveoperation, ikke 😉

Jeg er ikke glad for at starte nye steder, hvor jeg absolut ikke kender nogen. Heldigvis er der nok grænser for koreografien i Yin yoga, men i januar skal jeg for eksempel til Jazz dance, og jeg frygter allerede at komme som den eneste, som ikke kender trinnene. Kender I det? Bare tanken om, at jeg konsekvent går modsat retning end resten af holdet og støder ind i de andre. Uden at have en ven at sende et pinligt blik til. Uhhh, det skal lige overstås! Men jeg er sikker på, at det bliver både sjovt og godt at komme i gang med at bevæge mig lidt igen.

Jeg har også store planer for kosten, hvor jeg har slækket en del de sidste par måneder. Jeg skal i gang med god proteinrig veggiemad igen. De er svære at få nok af, proteinerne, når man er vegetar. Jeg er begyndt at købe Wooden Spoon retter til de dage, jeg ved vi har travlt. På den måde får vi stadig fast food, men til gengæld noget sundt noget af slagsen med enten linser eller bønner i. Det smager i øvrigt vanvittigt godt.

Jeg kommer selvfølgelig til at gøre en undtagelse til nytårsaften, hvor der skal festes igennem. Men derudover har jeg allerede booket fire træningssessions og købt rigeligt ind af bønner og linser. De mætter nemlig godt, så jeg ikke overspiser pasta, hvide ris og så videre. Det er helt klart vejen for mig til at komme tilbage i mine bukser.

Skal I mon også i gang med den sunde linje igen her til nytår? Og har I gode tips, I vil dele ud af?

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glædelig jul og lidt om vores planer for ferien