
Weekendstemning og køkkenhavetip
{Indeholder reklame – i form af links}
Det er kun mandag, og jeg drømmer mig allerede tilbage til de skønne skønne fridage, vi netop har haft. Vi tilbragte dem alle i kolonihaven, med et lille smut forbi Field’s, hvor der lå en pakke med denne kjole og ventede på mig. Det var bestemt ikke en dag, hvor vi havde lyst til at være i et storcenter, men da vi hver især er alene med børnene på skift de næste mange aftener, så var der ikke anden mulighed end at bruge fredagen på en tur forbi. Så fik vi også købt sandaler til Folke, der som den eneste ikke havde fået et par endnu. Vi fandt disse flotte sandaler fra Hummel, som er på tilbud til 400 kr. lige nu. Så det var et ret godt køb. Vi nåede at prøve mindst 15 par, før vi endelig fandt nogen som både var lange nok og samtidig kunne lukkes tilpas om anklen, så han ikke “svuppede” i den. Det var altså ikke nemt, men de her sidder helt perfekt på foden.
Tilbage i kolonihaven bestilte vi indisk mad, som vi spiste i haven. Vega var jo hjemme hos Sia, så det var bare drengene og mig. Og de to fandt hinanden i den grad og brugte en del timer sammen i trampolinen. Så sødt!!
Lørdag morgen, da jeg endelig fik øjne, opdagede jeg at Cecilie havde ringet. Vega var blevet syg, så T kørte ud efter hende. Hun har været syg resten af weekenden med feber og hovedpine, så hun er blevet passet og plejet på fornemmeste vis. Hun er nemlig ikke den der brokker sig, og jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange hun har været sådan rigtig dårlig. Så hun blev fragtet rundt på vores liggestole, pakket godt ind i sin dyne, så hun kunne dase samme sted som os.
Trods sygdom hyggede vi i det gode vejr. Vega var kort oppe søndag formiddag og nåede at slå Folke og jeg i Matador, før hun måtte overgive sig til sofaen resten af dagen.
Jeg har optur over haven, som er så fin. Hvor dejligt er det ikke lige, at kunne klippe frisk purløg til frokosten, og at salaten nu pipler op overalt? Jeg er overrasket over, at min vilde rucola fra sidste år kommer igen. Og ikke bare de steder, jeg havde plantet – nej den gik i blomst og har åbenbart spredt sig i hele højbedet, så der skal spises masser af salat de kommende måneder. Vidste I for eksempel at rucola kan plantes løbende henover sommeren, faktisk så sent som i august, og give salat langt ind i efteråret?
Tippet er hermed givet videre.




Purløgene er ved at gå i blomst, og det er så smukt. Jeg tror, at jeg er heldig at jeg både får persille og koriander, som også er kommet op uden at jeg har plantet nyt i år. Virkelig skønt. Og hvis det glipper, så har jeg vindueskarmen derhjemme fuld med krydderurter, som endelig er ved at være store nok til at komme ud.
Dyrker I selv noget? Enten i have, på altan eller i vindueskarmen?

Du vil muligvis også synes om

Jeg blev rask
14. maj 2017
Anbefaling af børnevenlig strand og strandcafé
20. juli 2018