
Glutenfri vafler på en hyggedag
Nøj, hvor det blæste voldsomt i går. Vi var i kolonihaven, og kunne ikke sidde på vores overdækkede terrasse, hvor vi ellers har flyttet vores spisebord ud. Så vi måtte hive et andet havebord indenfor, hvor vi kunne spise frokost med vores venner, som var på kort visit fra Jylland.
Vejret indbød også til lidt eftermiddagssnack, så jeg eksperimenterede lidt med en vaffeldej på boghvedemel. Vega og veninderne kom ind ude fra fællesarealerne, fordi de havde duftet helt derude, at der blev lavet vafler. Så det var et godt tegn, synes jeg 😉 De smagte også super godt – ikke vanvittigt søde, men det er også fint, når de nu alligevel får marmelade eller andre søde ting på. De blev godkendt og spist rub og stub.
Her har du opskriften på glutenfri vafler
Ingredienser:
(6-8 stk afhængig af tykkelsen).
- 2 økologiske æg
- 3 dl mælk (vi brugte laktosefri mælk, men du kan bruge lige hvad du synes)
- 150 g boghvedemel
- 1/2 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk vaniliepulver
- 1 tsk bagepulver
- 1,5 spsk sukker
- 25 g smeltet Naturli’ smørbar (eller brug alm. smør, hvis du ikke har problemer med mælkeprodukter)
Det hele piskes sammen og så er dejen klar til at blive til vafler i dit vaffeljern.


Du vil muligvis også synes om

Lav en hestekage til dit barn der elsker heste
15. november 2019
Smagfuld pasta med quinoa og peberfrugt
7. august 2018